To sprogformer med forskellig grad af forenkling
Internationalt betegner Plain Language et klart og forståeligt sprog, som gør det muligt for læserne at finde, forstå og bruge information. På dansk bruges normalt betegnelsen klart sprog. Det undgår unødvendig kompleksitet, men må gerne lyde varieret og voksent. Målestokken er ikke en fast liste over korte ord, men om det tiltænkte indhold forbliver pålideligt forståeligt for et bredt publikum.
Letlæst sprog er en langt mere forenklet sprogform. Det henvender sig især til mennesker, som ikke sikkert forstår almindelige tekster, selv når de er udformet godt, herunder mange mennesker med indlæringsvanskeligheder. Sprog, struktur og ofte også præsentation bliver aflastet langt mere. En tekst i letlæst sprog er derfor ikke blot en særligt klar version af en almindelig tekst, men en selvstændig sproglig adgang.
De to former deler et mål: Information skal udelukke færre mennesker på grund af sproglige barrierer, der kan undgås. De adskiller sig dog i graden af forenkling og i de læsere, de er rettet mod. Klart sprog ligger tættere på almindeligt hverdagssprog. Letlæst sprog opdeler tanker mere, forklarer flere forudsætninger og bruger tydeligere konventioner.
Letlæst sprog forenkler langt mere
Klart sprog reducerer først og fremmest unødvendig sværhedsgrad. Lange indledninger forkortes, abstrakte formuleringer bliver konkrete, og information præsenteres i en hjælpsom rækkefølge. Faglige sammenhænge må gerne forblive krævende, hvis de forklares godt. Ledsætninger og længere ord er også mulige, hvis læserne kan forstå tanken uden unødvendig anstrengelse.
Letlæst sprog går videre. En tanke fordeles ofte på flere korte udsagn, og den forudsatte viden forklares udtrykkeligt. Indirekte formuleringer, tvetydighed og tankespring undgås så vidt muligt. Versionen kan derfor blive betydeligt længere end et kort resumé, selv om sætningerne er kortere. Forenkling betyder her mere forklaring og ikke nødvendigvis mindre tekst.
Forskellen ses i en betingelse. Klart sprog kan skrive: "Du får rabatten, hvis din indkomst er under den angivne grænse." Letlæst sprog vil måske forklare begreberne indkomst, grænse og rabat enkeltvis og gøre handlingens rækkefølge tydeligere. Begge versioner bevarer betingelsen, men letlæst sprog giver mere sproglig støtte til forståelsen.
Sætningsbygning og rytme er synligt forskellige
I klart sprog står vigtige udsagn tidligt i sætningen. Verber er aktive, henvisninger er entydige, og lange indskudte sætninger opløses. En tekst må alligevel bruge forskellige sætningslængder. En kort sætning kan angive en handling, mens en lidt længere sætning forklarer årsagen. Denne variation virker naturlig og forhindrer, at krævende indhold falder fra hinanden i hakkende enkeltdele.
Letlæst sprog foretrækker meget korte og ligefremme sætninger. Hver sætning indeholder ofte kun ét væsentligt udsagn. Ledsætninger, passivkonstruktioner og flere negationer undgås i højere grad. Ny information kommer trin for trin. Det skaber en langsommere rytme, som aflaster læserne under bearbejdningen og tydeligere viser, hvilket udsagn der hører til hvilken handling.
Sætningen "Når vi har modtaget alle dokumenterne, behandler vi din ansøgning inden for to uger" kan i klart sprog blive til: "Vi behandler din ansøgning inden for to uger, når vi har modtaget alle dokumenterne." I letlæst sprog kan den blive til: "Send os alle dokumenterne. Så behandler vi din ansøgning. Det tager højst 2 uger." Den samme sammenhæng udtrykkes i tre klart adskilte trin.
Ordvalget går fra velkendt til udtrykkeligt forklaret
Klart sprog foretrækker ord, som mange mennesker kender fra hverdagen. Unødvendige fagudtryk, lange sammensætninger og interne forkortelser erstattes eller forklares første gang, de forekommer. Et nødvendigt begreb som "indsigelse" kan bevares, hvis teksten forklarer, hvad det betyder, og hvad læserne kan gøre med det. Den faglige betegnelse forbindes dermed med en forståelig handling.
Letlæst sprog bruger et mindre og særligt velkendt ordforråd og forklarer ukendte ord mere udførligt. Billedlige talemåder kan misforstås og erstattes normalt af direkte udsagn. Lange sammensatte ord opdeles nogle gange med en bindestreg eller mediopunkt afhængigt af det anvendte regelsæt. Det afgørende er, at den synlige opdeling støtter læsningen og ikke ændrer betydningen.
Ingen af formerne undgår automatisk alle fremmedord. Et begreb kan være nødvendigt for den senere orientering, for eksempel hvis det bruges igen på en formular eller et skilt. Klart sprog introducerer det kort. Letlæst sprog kan desuden give et eksempel og støtte begrebet igen ved senere forekomster. Forklaringens dybde er forskellig, mens den faglige betydning skal forblive den samme.
Informationsmængden følger forskellige principper
Klart sprog kan bevare det fulde omfang af en kildetekst. Det ændrer rækkefølgen på udsagn, opløser tætte passager og adskiller hovedinformation fra detaljer. Forståelige kontraktoplysninger må derfor fortsat indeholde betingelser og undtagelser. De præsenteres blot, så læserne kan se, hvad der gælder generelt, og hvornår en undtagelse bliver vigtig.
Letlæst sprog udvælger i højere grad information efter versionens formål og forklarer den udvalgte viden mere udførligt. En introduktion kan for eksempel forklare adgangen til en ydelse uden at gengive hver detalje i et langt juridisk dokument. Vigtige forudsætninger, konsekvenser og veje til hjælp må ikke forsvinde. Versionen bør tydeligt vise, hvilket emne den forklarer, og hvor supplerende information findes.
Hverken klart eller letlæst sprog er det samme som et resumé. Et resumé reducerer først og fremmest mængden. Sprogformerne ændrer derimod, hvordan indholdet bliver tilgængeligt. En kort kildetekst kan blive længere i letlæst sprog, fordi begreber og relationer forklares. En lang tekst i klart sprog kan bevare næsten samme omfang og alligevel være væsentligt lettere at forstå.
Målgrupperne overlapper, men er ikke ens
Klart sprog henvender sig til et bredt publikum. Det hjælper mennesker med begrænset læseerfaring, personer, som lærer dansk som et yderligere sprog, og læsere under tidspres. Fagfolk har også gavn af det, når de hurtigt skal forstå en ukendt opgave. Ideelt virker teksten som godt almindeligt sprog og udpeger ikke sine læsere som en særlig gruppe.
Letlæst sprog henvender sig til mennesker med betydelige vanskeligheder ved at læse og forstå almindelige tekster. Det omfatter mange mennesker med indlæringsvanskeligheder, men ikke automatisk alle personer med et handicap. Behovene varierer også inden for denne gruppe. Letlæst sprog defineres derfor ikke gennem en medicinsk betegnelse, men gennem de tiltænkte læseres særlige behov for sproglig støtte.
Grupperne er ikke skarpt adskilt. Nogle mennesker bruger klart eller letlæst sprog afhængigt af emnet. En velkendt fritidstekst kan fungere godt i klart sprog, mens ukendt sundhedsindhold kræver mere støtte. Forskellen ligger derfor ikke i en fast opdeling af mennesker i to lejre. Den beskriver, hvor meget sproglig og tankemæssig aflastning en version tilbyder.
Letlæst sprog er i højere grad præget af konventioner
DIN ISO 24495-1 beskriver principper og retningslinjer for klart sprog. Læser, formål, indhold, struktur, udtryk og udformning står i centrum. Standarden forstår forståelighed som et resultat af hele teksten. Den kræver ikke, at hver sætning har samme længde, eller at alle sjældne ord forsvinder. Dermed kan klart sprog tilpasses forskellige emner og læsere.
I det tysksprogede område findes der flere regelsæt og faglige tilgange til letlæst sprog. De ligner hinanden på mange punkter, men er forskellige i enkelte spørgsmål om skrivning og udformning. Betegnelsen alene kan derfor ikke forklare, hvilken standard en version opfylder. Kendetegn, skrivemåder og praksis for gennemgang afhænger af den ramme, teksten er udarbejdet inden for.
Den stærkere regelorientering gør letlæst sprog mere synligt. Korte linjer, direkte tiltale, tydelig struktur og forklarende billeder bruges ofte sammen. Regler er dog ikke et mål i sig selv. En version kan formelt følge reglerne og stadig være uforståelig, hvis den er fagligt forkert eller overvurderer læsernes forhåndsviden. Sprogformen og den korrekte betydning skal passe sammen.
Tre omformuleringer viser afstanden mellem sprogformerne
Standardsprog kan lyde: "Der ydes kun refusion ved fremvisning af den originale kvittering." Klart sprog siger: "Vi refunderer kun pengene, hvis du viser den originale kvittering." Letlæst sprog kan tilføje: "Vil du have dine penge tilbage? Så skal vi bruge den originale kvittering. Det er kvitteringen fra butikken. Send kvitteringen til os. Uden kvitteringen får du ikke pengene tilbage."
En anden kildesætning lyder: "Personer under 16 år har kun adgang sammen med en forælder." I klart sprog bliver den til: "Personer under 16 år må kun gå ind sammen med deres mor eller far." Letlæst sprog forklarer desuden: "Er du under 16 år? Så må du ikke gå ind alene. Din mor eller far skal gå med." På den måde forbliver den tilladte ledsager entydig.
Abstrakte oplysninger viser også forskellen. "Vær opmærksom på de ændrede åbningstider på helligdage" bliver i klart sprog til: "På helligdage er åbningstiderne anderledes." Letlæst sprog kan sige: "På en hellig-dag er åbnings-tiderne anderledes. For eksempel i julen. Se åbnings-tiden, før du besøger os." Hver version ændrer sætningsbygning og forklaringsdybde på sin egen måde.
Letlæst sprog ændrer ofte også sidens visuelle udtryk
Klart sprog bruger de almindelige midler til god udformning. Meningsfulde overskrifter, korte afsnit, tilstrækkelig kontrast og synlige links støtter orienteringen. Teksten kan vises i et almindeligt weblayout og behøver ikke være mærket med en særlig skrifttype eller et særligt symbol. Forståeligheden opstår gennem samspillet mellem indhold, struktur, formulering og tilgængelig præsentation.
Letlæst sprog sættes ofte mere luftigt. Korte linjer, tydelig afstand og klar adskillelse af tanker mindsker den visuelle belastning. Billeder kan støtte begreber og handlinger, men skal passe entydigt til teksten. Et dekorativt foto skaber endnu ikke forståelse. Afhængigt af regelsættet kan særlige skrivemåder og mærkninger hjælpe læserne med at genkende adgangen til letlæst sprog.
Udformningen må ikke skjule sproglige svagheder. Stor linjeafstand gør ikke en uklar sætning forståelig, og et billede erstatter ikke en manglende betingelse. Omvendt kan godt sprog være svært at bruge i et tæt, kontrastfattigt eller uroligt layout. Ved begge former hører den visuelle præsentation til læseoplevelsen, men i letlæst sprog er dens støttende rolle som regel mere udpræget.
Forkerte betegnelser skjuler begge formers grænser
Enhver kort tekst bliver ofte kaldt klart sprog. Marketingformuleringer, stikord eller automatisk forkortede afsnit kan virke lette og alligevel skjule vigtige relationer. Letlæst sprog misforstås også nogle gange som en venlig tone med meget korte sætninger. Betegnelsen er ikke korrekt, hvis den mere omfattende sproglige bearbejdning, den faglige omhu og forbindelsen til den tiltænkte målgruppe mangler.
Klart sprog når sine grænser, når læserne har brug for en væsentligt større aflastning. Det kan forklare komplekst indhold godt, men forudsætter fortsat en vis læseerfaring og evne til at forbinde tanker. Letlæst sprog kan udvide denne adgang, men egner sig ikke til at gengive hver faglig kilde fuldstændigt med samme informationsmæthed. Nogle detaljer kræver yderligere rådgivning, eksempler eller andre tilgængelige formater.
Ingen sprogform fjerner en faktuelt kompliceret verden. En uoverskuelig ansøgning forbliver vanskelig, hvis betjeningen ikke forbedres, og en uafklaret regel bliver ikke entydig gennem korte sætninger. Klart og letlæst sprog beskriver forskellige sproglige adgange. Deres styrke ligger i at mindske forståelsesbarrierer, der kan undgås, uden at erstatte faglig korrekthed, tilgængelig udformning eller menneskelig hjælp.